Certifikater på tekstiler og deres betydning

Hos Lilleblomst er vores mission at finde det aller bedste til dig og dit barn. Derfor arbejder vi på at finde moderigtige produkter med et minimum af kemi der samtidigt er mere bæredygtige for den verden vi efterlader til vores børn og børnebørn. Jeg oplever dagligt på egen krop, hvordan unødvendig kemi irriterer min hud og giver den uhensigtsmæssige reaktioner så som, kløe, udslæt og rødme. Derfor er jeg også meget opmærksom på hvad jeg putter i og på mine børn, og blandt andet økologi er blevet en vigtig del af vores hverdag.
På vores webshop finder du blandt andet produkter som er GOTS-certificerede, Oekotex-certificerede eller produceret af BCI cotton. Certificeringen vil fremgå af vareteksten på de pågældende produkt.
Det kan være vanskeligt at finde rund i hvad disse certifikater står for, og nogle af dem har et lidt misvisende navn, derfor er her en lille guide til at finde rundt i tekstil certificeringerne.

GOTS-mærket

GOTS er en international økologisk mærkning af tøj og tekstiler. Mærket stiller krav til miljø og social ansvarlighed. For eksempel skal 95 procent af fibrene være økologiske, og en række kemikalier, blegemidler og farvestoffer er forbudte.
Tøjfabrikkerne skal også overholde en række krav til, hvordan de håndterer og renser spildevand fra tøjproduktionen. Kravene til arbejdsforholdene inkluderer regler om arbejdstid, retten til at organisere sig i en fagforening og sikkerhed på fabrikken.

GOTS

Oeko-tex® STANDARD 100-mærket

Oeko-tex lyder som et økologisk mærke, men det er det ikke. Mærket stiller kun krav til indholdet af kemikalierester i det færdige tøj. Oeko-tex® STANDARD 100 går også under navnet Tiltro til tekstiler.
Mærket stiller ikke krav til, at produktionen nødvendigvis skal være økologisk, og der er ikke krav om socialt ansvarlige arbejdsvilkår på fabrikkerne.
Men når Oeko-tex-mærket ikke tillader skadelige kemikalier i det færdige stykke tøj, vil det dog i nogen grad også sikre, at tekstilerne bliver produceret uden disse stoffer.

Oeko-tex

BCI

BCI står for Better Cotton Initiative, og er en stor organisation, der arbejder på at sikre en mere bæredygtig fremtid for bomuldssektoren. BCI arbejder for at vand- og kemikalieforbruget skal reduceres samtidigt med at bomuldshøsten øges, arbejdernes forhold bliver forbedret, markkvaliteten bliver forbedret og den biologiske mangfoldighed øges.

BCI - Better Cotton Initiative